Flot billede, min lille futte på 9 ringede fra sin mobil og vil komme selv på mit arbejde fra fritidshjemmet, stien og vejen er ikke trafikeret med biler og jeg kan sagtens holde øje med hende fra vinduet. Når jeg ikke har set hende et stykke tid savner jeg hende forfærdeligt og det er gengældt, bare når jeg er ude at løbe og træne får jeg en velkomst med en knus som lyder: ååårh anaana (mor) som om jeg har været væk i mange måneder, hendes krop ligner en på 6 år p.g.a. hendes sjældent Syndrome, jeg kan se på andre børn, selv børn på 6 år, når de kikker på hende, tænker de.. noget i retning af: ”der er et andet.. hun ligner mere voksen i ansigtet men kroppen ligner en på min egen alder”, det var også hendes lære på specielt skolen der har fortalt mig, at de havde besøg af ”normale” børn at de kikker på hende som om hun ser forkert ud, nej lille Naja på 9 er bare følsom, hjælpsom elsker alle levende væsen, hun kan ikke forstå hvorfor hun er som hun er.. jeg plejer at sige til hende: ”sådan er livet” og den bruger hun meget. Nå, jeg ville fortælle om billedet, bagved hende ligger en blå bygning som er børnehaven og ved siden af, Gertrud Rask Minde og bagved Gertrud Rask Minde ligger Naja´s fritidshjem, vi kan ikke se det på billedet og de gule er kollegier for folkeskole elever fra bygderne her i nærheden af Sisimiut. På de gule bygninger står Naja´s skole, man kan ikke se på billedet. I kan også snit se lejligheder bagved institusionerne samt parcelhuse til venstre hvor de har udsigt mod byen.