Efter spisning skulle hun ud og lege og kom hurtig ind, men vil ud igen men hun græd.. var ked af det fordi naboernes 2 piger som er et år yngre end hende leger sammen, hvorfor vil de ikke lege sammen med mig? spørger hun, gav hende tøj på fortalte hende at jeg kan ikke gå ud og sige til dem at de skal lege sammen med hende, det gør man bare ikke, de må selv bestemme hvem de vil lege sammen med, selv om jeg har lyst til at gå ud og sige til dem. Du må være stærk og sådan er altså livet, hun gik ud og jeg stod ved køkkenvinduet og så, at da pigerne så hende komme ud, gik de og undgå hende, de flygtede bare da de så hende.. jeg blev ved med at kikke på dem og så kom de ud mod vores vindue og de viste ikke jeg var der men kunne se at de stadigvæk undgår hende, det gjorde ondt på mig at se min datter som bare kikkede på dem... så kom de til at se mig i vinduet.. jeg må indrømme at jeg ikke smilede og kikkede bare på pigerne.. og de kunne måske se i mine øjne at det her er forkert eller mine øjne siger vil I ikke godt lade være med det der... vil I ikke godt være sammen med hende? Skyndte sig og vendte mod Naja og prøver at være sammen med hende... hold da op, det gør ondt i min hjerte, og det her er ikke kun den ene gang.. det er sket flere gange. snøft.. snøft. Da vi var til årlige undersøgelse af Naja, spurgte jeg hvorfor det lige skal være hende der skal have den Syndrome? Og børnelægen som efterhånden kender os godt sagde til mig: Vor herre har valgt dig som mor til hende, og han har valgt den rigtige, så er det ligesom.. ok, jeg skal nok passe på hende, men hun skal være stærk, jeg skal prøve at gøre hende følelsesmæssige stærk, for det er hun ikke. Min søde barn, alt for dig.
