Den 13. oktober, var jeg lidt skeptisk om jeg skal tage den operation, No kan ikke lide at vi skal under kniven når vi er raske og han kan heller ikke lide at vi putter piller i munden, det er naturens gang når man har ondt i halsen eller andet, men vi er jo allesammnen forskelligt og har vores egen mening, jeg havde ingen anden udvej så jeg tog den operation og hvis ikke der er andet tager jeg den og holda da op hvor har jeg været svag før og efter opereation, (det synes No ikke for jeg har set mine medpatienter som er stærke) jeg var indlagt kl. 08:00 og fastet... kl. var halv 12 da No ringede og skældte mig ud fordi jeg ikke havde ringet til ham fra sygehuset (viste ikke at han var så nervøs) da jeg blev indlagt var der flere der skulle opereres og vi viste ikke nøjeagtig hvis tur det var, jeg kom ind til operationstuen omkring halv fire og No var allerede kommet til sygehuset, vi havde aftalt at jeg skulle ringe til ham når jeg vågner, nej nej han har holdt fri fra arbejdet og tog til sygehuset, da jeg vågnede sagde sygeplejesken at han var ude i venteværelset og jeg var glad for at se ham for efter et par minutter fik jeg så store smerte og rystede af kulde så mine tænder klappede. Jeg fik pludselig kvalme fordi de gav mig pamol som jeg kan ikke tåle og No rendte hurtig efter sygeplejersken.. men der kom heldigvis ikke noget op, jeg kunne høre No spurgte sygeplejerske om det er normalt at man har så meget smerte og fryser? hun svarer ”hvad er normalt og hvad er ikke normalt” og han så mærkelig ud i hovedt og spørgende... hun gav mig morfin og jeg faldt hurtig ned, jeg kom hjem om aften kl. halv ti, No og børnene hentede mig, børnene var så søde, de hjalp mig, jeg fik kærlig kys fra Naja og sagde: ”jeg elsker dig” og Mark sørge for at åbne døre, tog min taske og det er ham der hiver mig op at sofaen eller sengen, han spørger også om jeg har ondt, og Naja spørger ofte om hun skal give mig vand? Hun havde fortalt sin lære at jeg var indlagt og hun havde fået at vide at så skal hun sørge for at mor fik vand og No vil ikke have jeg skal slæve noget, de er så søde, da jeg blev alene hjemme kom der blod ud af såret igår, fordi jeg har kommet til at lave noget i huset, jeg kan bare ikke sidde.. der skal ske noget men anden dag må jeg hellere passe på.. jeg skal på sygehuset i dag, såret skal renses. Jeg var betænkelig.. da jeg havde smerte, lod jeg den komme uden at klynke, men det kan No se, vores krop er fantastisk, dybt fascinerende maskine og den er kompliceret, jeg tænker på dem der forulykker, de har smerte og ikke ved hvad der skal ske eller hvordan de vil være fremover, men jeg har selv valgt denne operation og ved at det bliver godt igen.
sidste år
det er mærkeligt at der ikke er kommet sne, det skrev jeg også til min store søn i facebook som er i Thule nu, det kan godt være han ved det men man skal jo lidt fortælle hvad der sker her i kysten, selv om vi ikke ser ham så meget savner vi ham, heldigvis skal vi se ham til jul.
